Elite Gaming A/S er en fusion af to af den danske spilleautomatbranches største virksomheder nemlig Elite Gaming og Danske Automat Spil.
Elite Gaming blev oprindeligt grundlagt af Compu-Game, producent af spilleautomater og tv/video spil, efter at denne i 1987 havde købt opstillingsvirksomheden Andrup Automater og omdøbt firmaet til Elite Automater.
I 1995 opkøber Compu-Game NSM jukebokse, og slår selskabet sammen med Elite Automater under navnet Elite Gaming A/S.
I februar 2006 opkøber Erhvervsinvest 85% af aktierne, og den nye bestyrelse samt to nøglemedarbejdere overtager de resterende 15%.
I løbet af de kommende måneder opkøbes Andersen & Langfeldt A/S samt Renomat A/S.
September samme år opkøber Erhvervsinvest Spilorama af spilleautomatproducenten Dansk Automat Expert, og fusionerer virksomheden med Elite Gaming A/S.
I 2008 sammenlægges afdelingerne i Esbjerg og Århus, hvorefter al aktivitet foregår fra Århus. I 2010 opkøbes Hoffbeck Automat Service med aktiviteter i det sønderjyske.
Danske Automat Spil blev stiftet i 2001 under navnet Dansk Automatspil med Danske Spil som 100 % ejere. Etableringen af spillestederne blev grundlagt på enten Café Pitstop eller Pitten koncepterne. Café Pitstop er en franchisekæde, hvor fokus er på sport og spil. I en Café Pitstop er det altid muligt at se aktuelle sportsbegivenheder på storskærm, at nyde en kop kaffe eller en øl i sportslige omgivelser, samt at spille på spilleautomater. I alle Café Pitstop forretningerne kan kunderne købe Danske Spils produkter.
Pitten er et unikt spillehals koncept, og som er gennemgående i alle cirka 160 Pitten spillesteder. Konceptet består af en speciel indretning i form af unikke gulvtæpper, bemaling, loftbeklædning og spilleautomatskabinetter.
I 2011 fusionerer Danske Automat Spil med Elite Gaming, og Elite Gaming vælges som det fortsættende navn. Hovedkontoret er beliggende i Rødovre ved København.
I december 2012 overtager Danske Spil 100 % af aktierne i Elite Gaming, og Elite Gaming indgår dermed som datterselskab i Danske Spil koncernen.
I juli 2017 flytter hovedkontoret til Tilst ved Århus.
Elite Gaming A/S | Grydhøjparken 5 | 8381 Tilst | Tlf. nr. 70 26 47 11 | admin@elitegaming.dk